Opskrift af Helena Lien

Hjemmelavet granola med valnød og kanel

Sprød, nærende og nem granola

Kender du også til de travle hverdagsmorgener, hvor tiden til at forberede et lækkert og nærende morgenmåltid er knap? Så er denne opskrift noget for dig! Du får her min bedste opskrift på hjemmelavet granola - uden andet tilsat sukker end lidt honning og vanilje paste, lavet med mættende havregryn, kerner, frø og nødder. Granolaen er nem at tilberede i store portioner og kan forberedes i forvejen - det er jeg vild med at gøre i travle perioder. Så kan du få en sund og mættende start på dagen uanset om du skal tidligt ud af døren, have din morgenmad med på farten eller blot vil nyde din morgen i ro og mag med en lækker, sprød og hjemmelavet granola.


Brug din granola på forskellige måder

Der er massevis af måder, hvorpå du kan variere din morgenmad, når du har lavet en portion sprød granola. Jeg kan godt lide at spise den med soyamælk, banan og friske bær på morgener, hvor det skal være nemt og hurtigt. Jeg bruger den også gerne på soya yoghurt, til pandekager som en sprød topping, eller bare spiser et par håndfulde for sig selv som en snack. Spiser jeg den med pandekager, tilføjer jeg også gerne lidt hakket chokolade - det er så lækkert!


Tips til din opskrift på hjemmelavet granola

Denne opskrift på hjemmelavet granola er jeg særligt vild med, fordi den er så nem og hurtig at lave - og så smager den selvfølgelig dejligt. Der skal ikke bruges tid på at forvarme ovnen og bage granolaen, som ofte er det, der tager lidt eksta tid. Opskriften kan også nemt tilpasses de ting, som du har hjemme i dit køkken, så du kan sagtens nøjes med at bruge en enkelt slags nødder, frø og kerner, hvis det er det du har til rådighed. Du kan bruge både finvalsede og grovvalsede havregryn i din hjemmelavede granola alt efter om du foretrækker den mere grov eller fin. Du kan også bytte valnødder og hasselnødder ud med mandler eller tilføje ekstra elementer såsom hørfrø, tørrede tranebær, frysetørrede bær eller solsikkekerner. Jeg holder meget af at lave denne granola i efteråret, hvor både hasselnødder og valnødder er i sæson og foretrækker derfor at bruge disse. Og så er der bare noget med kanel og efterår, der går så smukt hånd i hånd.

Get creative

Du kan putte din granola på græsk yoghurt, ovenpå en smoothie, spise det med skyr eller lige det du foretrækker, at starte din morgen med.

Hvis jeg er på farten, kommer jeg gerne en lille portion i et glas eller en lufttæt beholder og har soyamælk med i en termoflaske til at hælde over. Så kan jeg nemt og hurtigt spise den efter en træning, før arbejde eller hvis jeg tager den med mig på en gåtur.

Jeg elsker at få en god morgenmad som min start på dagen, så med hjemmelavet granola behøver jeg ikke gå på kompromis med det - også selvom jeg ikke spiser morgenmaden derhjemme.






Ingrediensliste



Til ca. 250 gram:

• 3 spsk. havregryn (kan erstattes af glutenfri havregryn efter behov)

• 50 gram valnødder

• 50 gram hasselnødder

• 40 gram græskarkerner

• 1 1/2 spsk. chiafrø

• 70 g juicy dadler (vægt uden sten)

• 2 tsk. kanel

• 1 1/2 tsk. vaniljepaste

• 2 tsk. honning

Fremgangsmåde

1. Start med at måle de tørre ingredienser af og hak derefter valnødder og hasselnødder groft.

2. Kom valnødder og hasselnødder i en stor skål og tilføj herefter chiafrø og græskarkerner.

3. Tilføj dernæst havregryn, kanel og et lille drys salt til de andre tørre ingredienser.

4. Fjern stenene fra dadlerne og skær dem i mindre stykker. Vend dadler sammen med alle ingredienserne i granola blandingen og rør det hele sammen.

5. Tænd for en stegepande på høj varme. Når panden er varm, tilsæt da granola blandingen og rist i 3-5 minutter, så den bliver sprød, gylden og dufter. Husk at røre let i den undervejs, så den ikke brænder på.

6. Skru ned på medium varme, tilsæt vaniljepaste og honning og giv det yderligere 2-3 minutter på panden.

7. Fordel granolaen på en tallerken eller et fad og lad den køle helt ned. Når granolaen er afkølet, skal du blot opbevare den i en lufttæt beholder til din næste morgenmad.

God fornøjelse!

Hvorfor er granola sundt?

At starte dagen med hjemmelavet granola, er en god måde at give din krop sunde fedtstoffer og rigeligt med kostfibre. I denne opskrift har jeg brugt en blanding af frø, nødder og kerner, som alle er gode kilder til det sunde, umættede fedt.


Omega-3

Særligt valnødder og chaifrø er rige på omega-3, der er en af de essentielle fedtsyrer som kroppen ikke selv danner, og derfor skal indtages i vores daglige kost. Omega-3 bidrager med vigtige funktioner i kroppens celler og membraner, og er samtidig involveret i dannelsen af hormoner. Omega-3 bidrager også med at forebygge bl.a. hjertekarsygdomme. Hørfrø er også rige på omega-3, så har du disse i dine køkkenskabe, kan du med fordel tilføje dem til din granola.


Kostfibre

Udover at være en god kilde til omega-3 er denne granola også rig på kostfibre. De er vigtige for reguleringen af vores blodsukker, og de hjælper dig med at forblive mæt i længere tid og har samtidig en gavnlig effekt på kolesterol. Kostfibre er i min mening en ægte “superfood” på grund af de mange sundhedsfordele, der er at hente, når vi spiser tilstrækkeligt af dem i vores daglige kost. Spiser du din granola sammen med en soya yoghurt eller skyr, vil du også få godt med protein samtidig, som er med til at holde på din mæthedsfornemmelse. Det giver mig en masse glæde og motivation for at leve sundere, at jeg ved, hvordan det at spise nærende mad, bidrager positivt til både min daglige og langsigtede sundhed. Og så kan jeg også rigtig godt lide følelsen af, at det øger mit velvære.

God fornøjelse

Jeg håber, at du får masser af glæde af opskriften og jeg ser frem til at dele endnu flere sunde, lækre og nærende retter med dig her i Rethinkit's fine univers. Hvis du prøver opskriften, så del det endelig med os på Instagram ved at tagge @rethinkit_studios og @helena_lien. Vi vil elske at se jer prøve retterne. Mange tak fordi læser med!

- Helena

Læs videre

Opskrift

Bananpandekager med nem æblekompot

En sand morgenmadsfavorit

Sunde bananpandekager er en af mine favoritter til morgenmad i weekenden eller på rolige morgener i ugens løb. Når tiden er til det, elsker jeg at lave æblekompot til - især i efteråret, hvor sæsonen for æbler er på sit højeste.


Se opskriften her