Opskrift af Helena Lien

Cremet tomatsauce med squash og linsepasta

Nem aftensmad, der mætter og nærer dig

Hvis du ligesom jeg er vild med lækre pastaretter, nem hverdagsmad og en god tomatsauce, så er du landet det rigtige sted. Denne opskrift på pasta med cremet tomatsauce er en skøn måde at få masser af protein på som vegetar, når der bruges linsepasta i retten. Så har du en sund aftensmad på under 30 minutter, der smager som ægte comfort food. Det er en ægte win-win for mig, når alle disse elementer kan forenes på fineste vis - sundhed, velsmag, næring og nemhed.

Jeg holder meget af det italienske køkken og dets smage, og derfor er denne ret en af mine favoritter. Sødmen fra tomaterne, det aromatiske fra basilikum og løg, sammen med den cremede fløde, går så fint hånd i hånd. Og så er der mange måder at servere og bruge tomatsaucen på til en hurtig aftensmad. Danske tomater er i sæson fra april til november måned, så dette er en opskrift, der kan laves både sommer og vinter - når ikke squash er i sæson, kan den nemt byttes ud med f.eks. aubergine eller andet grønt.


En pastaret til både hverdag og gæster

Jeg bruger gerne denne opskrift både til hverdag og som “gæstemad”, fordi den er nem at lave, men samtidig også har mange fyldige smage. Får du gæster på besøg, kan retten nemt stå klar og simre ved ankomst, eller I kan hygge jer med at tilberede den sammen. I ugens hverdage synes jeg, at det er dejligt at få noget sundt til aftensmad - jeg elsker grøntsager og er vild med 'comfort dishes' som denne, hvor der ikke er sparet på hverken smagen eller sunde elementer. Det er også en af de børnevenlige retter, som du kan servere for din familie.


Sund aftensmad og "soul" aftensmad

Jeg vil også gerne slå et slag for vigtigheden af, at dine måltider indeholder en god kilde til sunde fedtstoffer, tilstrækkeligt med protein, grove kulhydrater og en variation af grøntsager. Det er selvfølgelig helt naturligt (og vigtigt), at der er nogle måltider, som er mindre næringsrige og mere 'soul feeding' end andre - madglæde er nemlig en vigtig del af vores livskvalitet. Men at huske på de nærende måltider, der giver os energi og velvære, er en god måde at prioritere din sundhed på. Og så behøver det heldigvis ikke at være kedeligt.

Ingrediensliste

2-3 portioner:

• 1 stort skalotteløg
• 1 fed hvidløg
• 1 dåse hakkede tomater
• 1 håndfuld frisk basilikum
• 125 gram cherrytomater
• 1 dl ris-, soya- eller almindelig fløde
• 1 squash
• 160 gram linsepasta (eller anden type pasta)


Fremgangsmåde:

1. Start med at snitte skalotteløg, hvidløg og squash. Løgene må gerne snittes fint og squash lidt grovere.

2. Svits løg af i en gryde med lidt olie til de får farve og tilføj så squash og hvidløg. Krydr med salt og peber og steg i ca. 5 minutter.

3. Skyl cherrytomaterne, snit basilikum og kom det i gryden. Tilsæt eventuelt lidt olie igen efter behov. Rør rundt og tilsæt derefter de hakkede tomater.

4. Når sovsen har kogt i 5-7 minutter tilsættes fløde, og retten simrer videre ved svag varme, mens du koger linsepastaen. De skal have ca. 6-8, minutter - pas på de ikke får for meget, da de hurtigt bliver udkogte.

5. Hæld vandet fra pastaen, når den er kogt færdig. Server pastaen med tomatsaucen og frisk basilikum. Velbekomme!


Tips til opskriften

Som altid, vil jeg gerne dele lidt tips og forslag til, hvordan du kan få mest muligt ud af opskriften og tilføje dine egne elementer. Det er altid lækkert at tilføje flere grøntsager f.eks. gulerødder, peberfrugt eller spinat. Laver du retten sammen med, eller til en der normalt spiser kød, kan du tilføje finthakkede svampe for at give den lidt mere tekstur - som oksekød i en spaghetti bolognese. Du kan også prøve dig frem ved at servere tomatsaucen med forskellige typer pasta, såsom ravioli, tortellini, penne eller helt almindelig pasta i form af pastaskruer. Jeg vælger gerne en fuldkornsvariant for at få godt med kostfibre og grove kulhydrater, hvis ikke jeg spiser retten med linsepasta.


Hvorfor linsepasta?

Jeg spiser vegetarisk og primært plantebaseret, så derfor har jeg også et ekstra fokus på gode proteinkilder i mine måltider. Derfor bruger jeg oftest linse eller proteinpasta, når jeg laver mad derhjemme. Både Netto og Føtex har nogle fine varianter, som er hurtige at lave og smager godt både i pastasalat, med pesto, sauce eller grønt til.

Protein er med til at øge vores mæthedsfornemmelse, og så er det vigtigt for vedligeholdelse og genopbyggelse af vores muskler. Jeg træner meget, og har fokus på at opbygge styrke og muskelmasse, så for mig er det særligt vigtigt at have et øje på mit daglige proteinindtag.

God fornøjelse

Jeg håber, at du har lyst til at prøve opskriften af, og får glæde af den på travle hverdage eller deler den med venner. Og så håber jeg meget, at du kan lide retterne og opskrifterne, som jeg deler med dig her i Rethinkit's fine univers. Tag os endelig på Instagram (@rethinkit_studios og @helena_lien), hvis du giver opskrifterne et skud. Tak fordi du læser med!

- Helena

Læs videre

Opskrift

Efterårsret med kikærter, græskar og kålsalat

Sund frokost, aftensmad eller madpakke med årstidens grøntsager

Hvis du ligesom jeg ikke er meget for kedelige salater, så vil du elske denne opskrift, hvor der hverken er sparet på smag, tekstur eller de sunde elementer.


Se opskriften her